|
Lidt blinkende Vand i det Fjerne, En gulrød Stribe hvor Solen gik ned, En eneste skjælvende Stjerne. Og sælsomt susende Aftenens Vind Saa langeligt sukkende aander, Som kæred' mindeligt i den en Sjæl For jordiske Veer og Vaander. Da Solen vaagned, vel tusinde Haab Strøg fremad paa dristige Vinger; Hvem veed, om ikke den sukkende Vind De Saare og Stækkede bringer? Hvem veed, om ikke de samle sig her Som Fugle ved Efteraarstrækket Og prøve: haver end Vingerne Kraft Mon, eller er evigt de stækket? Og mange kjende sig længst paa Gled Ad Dødens forstummende Strømme; Da andre letter i Flok efter Flok At læges i Menneskers Drømme. J. P. Jacobsen |
Weithin eine Heide, bemoostes
Gestein, ein wenig Wasser glänzt ferne, wo die Sonne sank, ein goldroter Schein, vereinzelte bebende Sterne. Und seltsam sausend im Abendwind gestrecktes, geseufztes Hauchen, als ginge in ihm eine Seele um, in irdisches Elend zu tauchen. Da die Sonne sich hob, hob tausendfach sich Hoffnung auf mutigen Schwingen; wer weiß. nun mag dieser seufzende Wind Gestürzte und Wunde bringen. Wer weiß, sie sammeln sich hier vielleicht wie Vögel in herbstlichen Zügen und versuchen: haben die Flügel noch Kraft oder werden sie nie mehr genügen. Und manche wissen sich längst unterwegs stummströmendem Tode entgegen, die andern flattern in Schwärmen auf sich in Menschenträume zu legen. |
|